Og så ved vi faktisk også, at rommen er produceret af
Flor de Caña. Af en eller anden grund er de ikke vilde med, at uafhængige aftappere skriver deres navn på flaskerne. Det gælder både Romdeluxe, Compagnie des Indes m.fl. Men når der nu kun findes det ene destilleri i landet, virker det ærlig talt lidt åndssvagt. Især når de uafhængige aftapninger ved fadstyrke er væsentligt mere interessante end udgaverne, Flor de Caña tapper i eget navn. I hvert fald, hvis du spørger mig. Og det gør du jo, når du læser disse linjer.
Duft
Romdeluxe skriver selv, at duften rummer noter af sort peber, varme krydderier og muskatnød. Jeg kan sagtens genkende sort peber, som jeg synes er ret dominerende i starten. Og så fik jeg også lidt noter af appelsinskal, som dog forsvandt jo længere tid, rommen fik lov til at stå. Til gengæld synes jeg, at duften bliver blødere og mere præget af chokolade, jo længere den får lov til at stå. Alkoholen er flot integreret, og trods sine 61,2% brænder den ikke næsehårene af men efterlader en masse plads til at nyde de mange nuancer. Det er muligt, jeg er præget lidt af årstiden dette skrives på, men jeg synes, duften fremstår en smule julet.
Smag
Der sidder en prærieulv og glor mig i øjnene, vi er over 60% alkoholstyrke, og det er en Wild Series-rom. Så jeg burde have været advaret om, at mine smagsløg ville få sig en lussing snarere end en kælen berøring. Alligevel blev jeg overrasket over, hvor meget jeg synes, at rommen ‘angriber’ min mund. Der er helt anderledes smæk på smagen end den mere elegante duft antyder. Romdeluxe beskriver smagen som værende præget af mørk chokolade, vanilje, krydderier, ristede nødder, peber, tobak og brændt egetræ. For mig er det klart chokoladen og den krydrede fornemmelse, der dominerer. Det fremgår ikke - men jeg tror ikke, at der er tilsat sukker. Alligevel er der en behagelig sødme, som på ingen måde bliver kvalmende. Og er du Riise/Pyrat-forskrækket, så kan jeg afsløre, af de appelsinnoter, jeg nævnte i duften, er helt væk i smagen. Til gengæld bider rommen godt fra sig i munden. Jeg er stor chilielsker, og jeg fik næsten samme fornemmelse på tungen her, som når jeg har spist en stærk ret. Jeg kunne have ønsket mig en lille smule mere udvikling i eftersmagen. Men det, der er, smager utrolig godt og bliver hængende længe.
Hvem er den til?
Her er vi prismæssigt oppe i et niveau, hvor flasken henvender sig primært til samlere og nørder. Men jeg tror faktisk, at smagsprofilen vil være interessant for dem, som har prøvet et par søde fadstyrkerom fra fx Panama eller Den Dominikanske Republic og er klar til noget mere krydret og ‘voksent’. Vi er selvfølgelig ikke ovre i en jamaicansk esterbombe, men der er meget mere smag at komme efter end i de fleste flasker fra de spansktalende lande. For mig er det en rom, jeg vil åbne, når jeg har lyst til en krydret og intens smagsoplevelse, som jeg kan læne mig tilbage og blive forkælet af uden at skulle skylle dunderrester ud af svælget i de efterfølgende dage.
KØB DEN HER: ROMDELUXE WILD SERIES RUM #37 NICARAGUA BOTTLED FOR WHISKY.DK SINGLE CASK ROM 61,2%