Smagekommentarer
Lette toner af skovbund, citrus og friske druer. Dejlig lang og rund, letkrydret smag, der efterlader et friskt og nuancerigt indtryk.
Lagret på nye franske Limousin-fade.
Daniel Bouju et er en lille familievirksomhed, grundlagt i 1805 og beliggende i Saint-Preuil.
Huset laver cognac i Grande Champagne, Cognacområdets absolutte "Hjerte", og råder over 25 ha vinmarker.
At besøge Daniel Bouju er som at sætte tiden lidt i stå - hele produktionen foregår i det lille landbohus’ tilhørende lade og - man fristes til at sige - redskabsskur.
Daniel Bouju er et stærkt bevis på, at småt er godt – hos ham er masseproduktion og industriel produktion bandlyst. Her er det detaljerne, der tæller: Cognacen destilleres på en 16,5 hl. still og fadlagres på helt nye små fade Limousin-fade, hvorved den tager karakter gennem flere års naturlig udvikling på fad og ikke ved hjælp af kunstige tilsætninger som karamel eller sukker.
Daniel Boujus generelle kendetegn er en mørk, finesserig og karakterfast smag, der i VSOP-kvaliteten er rund og fyldig med udviklede tanniner og en lang eftersmag med frugtrige, krydrede nuancer. Forskellen i de forskellige cognacer ligger i lagringen, der er mellem 5 og 80 år, afhængigt af den enkelte produkttype. Herudover fremstiller Daniel Bouju også den for området så kendte specialitet, Pineau des Charentes.
Den oprindelige opskrift på Daniel Boujus cognac blev lavet i 1804, og det er stadig den, der danner grundlag for produktionen i dag. Ingen hokus pokus. Men selvfølgelig en lille hemmelighed i fremstillingen. Vil man have kraftig, mørk og tung cognac, skal råmaterialet være sure druer høstet tidligt, og som tidligere nævnt: Ingen tilsat karamel, kun den ægte farve fra fadlagringen. Og så er Boujus cognacer ikke engang dyre – tværtimod!
Den selvsikkerhed, der tidligere prægede Cognac-distriktet, er i det sidste årti blevet vendt til fortvivlelse. Det ellers så indarbejdede billede af den cigarrygende storgrosserer, der sidder i sin bløde lænestol og svinger bowlen med cognac, har nemlig vendt sig mod distriktet i takt med, at forbrugeren har fået større social bevidsthed, og det ellers så lovende marked i Asien er blevet ramt af økonomisk depression. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det er nemlig ofte i økonomisk pressede tider, at de største ændringer og tiltag sker: Gennem de seneste år har man forbedret og raffineret cognac-stilen, så området i dag producerer bedre cognac end nogensinde før.
Cognac-distriktet er opdelt i 6 områder: Bois Ordinaires og Bons Bois ligger i den absolutte yderzone. Tættere på hovedbyen ligger Fine Bois og Borderies, og omkring byen Ségonzac finder vi de to sidste områder, Petite Champagne og Grande Champagne.
I alt dækker distriktet 1.132.500 ha, hvoraf de 80.000 hovedsageligt er beplantet med Ugni Blanc. Hvert af de omtalte områder giver sine egenskaber, men det er i Petite Champagne og Grande Champagne, man skal søge, hvis man vil vide, hvorfor cognac er verdens bedste brandy. Det er ikke ligegyldigt, hvilken basisvin, man bruger, når man destillerer cognac. Vinen reduceres nemlig under processen, og kun de rigtige basisvine kan frembringe og forstærke de bedste grundegenskaber. Lidt at sammenligne med en kok, der reducerer sin sauce for at frembringe en større intensitet og koncentration. Væsken destilleres to gange. Første brænding, »brouillis«, har en alkoholprocent mellem 27 og 30%, men den destilleres en ekstra gang for at forhøje alkoholprocenten. Det første destillat, også kaldet »la tête« (hovedet), og det sidste »la queue« (halen), samles for sig selv. Den mellemste del kaldes »le coeur« (hjertet), og det er denne del, med en alkoholprocent mellem 69 og 72%, der efterfølgende lagres.
2 1/2-3 år er normalt Cognac-husenes standardcognac, ofte påført 3 stjerner på etiketten, mens VSOP er en blød og mere venlig cognac med minimum 4 1/2 års lagring bag sig. Betegnelserne XO, Napoléon, Très Vieux etc. garanterer, at cognacen er minimum 6 1/2 år gammel. Fine Champagne er en blanding af cognac fra Grande og Petite områderne, hvoraf Petite højst må udgøre 50%.
Det er selve lagringen på egefadet, der giver cognacen sjæl og kvalitet – og priserne er da også ofte baseret på, hvor længe cognacen har ligget på fade.
