cards
0
0,00 DKK
Indtast søgeord...
 
emaerke

Har du smagt en romcocktail med 1600 esters ? - vores Romblogger Jan Ohrt har eksperimenteret

Har du smagt en romcocktail med 1600 esters ?  - vores Romblogger Jan Ohrt har eksperimenteret

Prøv denne eksklusiv cocktail - Rom cocktail med 1600 esters.
En perfekt cocktail der kan bruges til at få de gode minder tilbage, fra de tropiske tider eller en lækker sommerfest. Cocktailen er lavet af Jan Ohrt, der får minder tilbage fra hans tropiske tider.  

Har du smagt en romcocktail med 1600 esters? Jan Ohrt giver dig opskriften



Indlæg af Jan Ohrt


Du kan samle en hvilken som helst rom op, og de vil alle indeholde estere i en eller anden udstrækning. Det samme gælder for alt spiritus, selv vin har dem. Overalt i processen, hvor du starter en kemisk forbindelse mellem gær og melasse, vil de poppe op som perler på en snor i rige mængder og tilføre aromaer og noter, der giver det færdige produkt sine endelige karakteristika. Og det er alt sammen helt naturligt. Mange estere dufter ganske behageligt og duften påvirkes af, hvor meget de bliver opvarmet og antallet af kulstof atomer. Jo færre af dem der indgår i esterens molekyleformel, des bedre dufter de.

Kort fortalt handler historien om, når alkohol møder syre, og en oxidationsproces derved opstår. Derved får du en kemisk funktionel gruppe af syre derivater med en bred vifte af egenskaber – og derfor også aromaer. Ved lagring af spiritus, vil denne og andre alkoholer efterhånden gå i forbindelse med frugtsyrer og danne estere, der giver produktet velsmag. Dette er måske en forklaring på, at årstallet på flasken sommetider betyder noget for prisen.

Men det er ikke så vigtigt med denne pot still fra White Dok Jamaica. Den har knap et par år på bagen, indeholder 1.600 estere (det kan man måle) og det er vist nok det maksimale tilladte antal i en rom fra Jamaica. Og så kommer den med 85,6% for ligesom at sætte en tyk streg under situationens alvor.

Jeg måtte først prøve den rå som dram, bare en lille tår til tungespidsen, og der var knald på. Men da det umiddelbare chok over den høje alkoholvolumen havde lagt sig, kom et sandt bombardement af smagsnuancer, som lå længe i ganen. Så prøvede jeg at tilsætte et par dråber vand, så næsen også kunne være med og den blev mødt med en stor pallette af alle mulige eksotiske frugter, overvejende jackfrugt og dermed også noter af æble, ananas, mango og banan. Det kaldte på en cocktail og lidt dybstegt plantain.

Jeg hældte en håndfuld is i min blender, 5cl. af de 1.600 estere, en godt moden banan, en god sjat æggelikør og saften fra en appelsin oveni og snurrede det godt rundt. Selvom sommeren efterhånden er ovre, kan jeg sagtens huske den og mindes den så gerne med denne ”Beach Blonde”:

1 stk. godt moden banan
8 cl. Bols Advocaat æggelikør
5 cl. White Dok Trelawny 1600 Esters 2020
Saften fra en friskpresset appelsin
En god håndfuld isterninger.
Blendes til isen er knust
Pynt glaskanten med en skive banan og en frisk mynte-stilk


Pludselig forvandles de 1600 estere og de 85,6% til en blid og indbydende strandblondine med vind i håret, solbrændt hud og små svedperler. Og hvem kan ikke bruge sådan et minde, når nu det rusker lidt udenfor.

Selvom scenen dermed synes rigeligt sat, skulle maven ikke snydes. Jeg er kommet til at holde af det vi i Danmark kalder madbananer. Jeg har mødt dem i Afrika, Syd- og Mellemamerika samt i mange andre tropiske lande, hvor de går under navnet plantain og den er i virkeligheden forskellige fra det, vi kender som bananer. De indeholder meget mere stivelse og egner sig derfor bedre til madlavning, dybstegte, som ingredienser i en god stuvning af stort set hvad som helst og så kan de tørres og spises samt bruges kværnet som mel. Jeg skrællede mine plantain, skar dem i skiver og ristede dem på panden i lidt olie, indtil de var gyldne på begge sider. Efter at have dryppet af på et stykke køkkenrulle gav jeg dem et lille drys frisk persille og nød dem sammen med min kølige strandblondine.

Skål og velbekomme!

Ville jeg købe endnu en flaske White Dok Trelawny 1600 Esters 2020? 

Næppe         Måske          Sandsynligvis   Ja


whisky.dk produkter i denne opskrift