De gode folk hos
Balvenie og
Glenmorangie må gerne slås om, hvem der egentlig kom på ideen, men det er et faktum, at begge parter var med fra starten og har bidraget til udbredelsen af begrebet. I 1980'erne kom The Balvenie Classic på markedet. En maltwhisky uden aldersangivelse, som var lagret først på amerikanske barrels og dernæst i en periode på europæisk eg, der tidligere havde indeholdt sherry. Det fremgik dog ikke af etiketten, at der var tale om en "Sherry Finish" og i 1993 blev the Balvenie Doublewood lanceret.
Hos Glenmorangie har man arbejdet med "wood finish" siden 1994, hvor den første "Port Wood Finish" kom på markedet, men faktisk havde Glenmorangie helt tilbage i 1987 lanceret en Vintage 1963, som havde tilbragt de første 23 år på de klassiske bourbon barrels og efterfølgende 18 måneder på sherryfade. Netop denne aftapning betragtes af mange som den første kommercielle "wood finish".
Glenmorangie og Balvenie havde åbnet porten til en helt ny verden for rigtig mange producenter, og da de så, hvordan "wood finish" virkede på whiskyens aroma, og hvor godt disse whiskyer blev modtaget af kunderne, ja, så begyndte eksperimenterne for alvor. Alt blev afprøvet. Cognacfade, armagnacfade, romfade, fade fra vinproducenter i Champagne, Bordeaux samt Bourgogne og selv italienske vinproducenter måtte sende deres Amarone- eller Barolofade til Skotland, så man kunne eksperimentere med fadenes indvirkning på whiskyens smag.
Selv fade fra andre skotske destillerier blev udforsket, eksempelvis blev whisky fra Speyside påfyldt fade, der tidligere havde indeholdt Islay whisky. Op igennem 1990'erne spredte eksperimenterne som en steppebrand fra destillatørene til de uafhængige aftappere. Alle ville deltage og sætte deres eget helt personlige præg på begrebet "wood finish". Der blev lanceret mange bemærkelsesværdige aftapninger, hvor fadenes oprindelse og tidligere indhold blev mere fremhævet end selve whiskyen, som ofte kom i anden række. Berømte vinproducenter og slotte blev markedsført på etiketterne i en sådan grad, at forbrugerne i denne periode kunne være helt i tvivl om, hvorvidt de havde købt en flaske whisky eller en flaske rødvin tilsat whisky.
I slutningerne af 00'erne blev det for meget for The Scotch Whisky Association, der som whiskyens brancheorganisation repræsenterer mere end 95% af industrien. Organisationen udstedte retningslinjer for, hvilke fade man fremadrettet måtte anvende i industrien. Fade, som ikke var at betragte som "traditionelle whiskyfade" blev bandlyst. Specielt var fokus rettet mod at eliminere fade, der i overdreven grad bidrog med farve, aroma og andre smagskomponenter. I samme åndedrag blev regler og krav til etikettering strammet op, dels for at beskytte andre vin- og spiritusproducenters navne fra at blive misbrugt i whiskyindustrien, men også for at understrege over for forbrugerne, at det var whisky de købte, og ikke whisky tilsat forskellige smagsforstærkere eller andre smags- og aromakomponenter. Dermed kunne eksempelvis slotsnavne som Château Margaux ikke længere anvendes, og aftapningerne fra den periode, hvor det gik vildest for sig, blev lige pludselig af stor værdi for whiskysamlere.
Mon ikke det var godt for den skotske whiskys ve og vel at "traditionalisterne" og ikke "modernisterne" løb af med sejren?
Undertiden kan man også støde på begreber som Double Cask, Double eller Triple Matured. Disse begreber henviser som regel til, at whiskyen har tilbragt lagringstid på to, tre eller flere forskellige fadtyper. Det behøver Ikke nødvendigvis betyde, at whiskyen i første omgang har været på et fad, for så efterfølgende at ligge nogen tid på et andet fad. Begreberne kan i ligeså høj grad dække over, at whisky fra to forskellige fadtyper er blevet blandet sammen, inden whiskyen er aftappet.
