Glen Grant 29 år ny aftapning fra The Chess Malt Collection Blogindlæg af Luka Gottschalk
Så er der blevet aftappet en frisk ny Glen Grant fra Skotlands skønne Speyside region. Der er kun aftappet 181 flasker i alt og en god håndfuld af disse er endt her i lille Danmark.
Aftapningen daterer helt tilbage til år 1994 og den blev flasket i maj måned 2023. Den har tilbragt alle 29 år på genbrugte Bourbon fade og er aftappet ved fadstyrke på 53,6%, uden tilsat farve og uden brug af kuldefiltrering. Personligt har jeg ikke meget erfaring og dermed forventninger til Glen Grant destilleriet, så det har været interessant at nyde denne dram helt uden nogle forudbestemte holdninger. Se de aftapninger, som kan købes stadigvæk
Farven har et ungdommeligt korngult skær og kan tyde på at der tale om nogle ældre fade der ikke giver så meget farve længere.
Duften er lækker klassisk malt-whisky duft af den gamle skole. Her er ingen dominante sherry/vinfade som overskygger destilleriets karakter. Duften byder både på noter af citron, vanilje og honning, men også en dyb gennemtrængende duft af korn. Det mindede mig om duften af en moden kornmark en sensommeraften.
Smagen fortsætter i samme spor som duften. Her er tale om en utrolig frisk og let drikkelig whisky. Vaniljeduften udvikler sig til Crème brûlée i selskab med hyldeblomstsaft og naturligvis maltsødme og gammelt egetræ. Eftersmagen er lang og byder på bløde tanniner, friskkværnet sort peber, kanel og moden pære.
Her er på alle parametre tale om god og gammeldags form for whisky. De 29 år på fad har ikke medbragt en stor kompleksitet, men de har derimod medbragt en fløjlsblød whisky med simple dybe noter. Prisen afspejler at man har fået det sidste saft og kraft ud af nogle ældre fade og i dette tilfælde, vil jeg påstå at det er til glæde for forbrugeren. For man har her med denne aftapning fra Glen Grant, mulighed for at prøve en Single Malt med en seriøs aldersangivelse i fuld fadstyrke til en rimelig pris.
Om The Chess Malt Collection:
The Chess Malt Collection er en hyldest til Skotlands stolte whiskytraditioner og rige historie. Med denne unikke samling får du chancen for at samle 32 eksklusive whiskyflasker, hver repræsenterende en skakbrik, og dermed eje en del af Skotlands kulturelle arv.
I løbet af de kommende år kan du samle 2 konger, 2 dronninger, 4 løbere, 4 springere, 4 tårne og 16 bønder, alle nøje udvalgt og fordelt mellem de klassiske farver sort og hvid. De 32 Single Malt Whiskies i serien stammer fra forskellige destillerier, hver med sin egen alder, fadtype og unikke karakter.
Hver flaske i The Chess Malt Collection er tappet som Single Cask ved cask strength, uden koldfiltrering og uden tilsætning af karamel, hvilket sikrer en autentisk smagsoplevelse direkte fra fadet. Denne samling er skabt til den passionerede whiskyelsker, der ønsker at eje et stykke af Skotlands whiskyhistorie i sin reneste form.