Navy Rum - En betegnelse fyldt med historier og myter. Læs med når vi dykker lidt ned i emnet i dette blogindlæg.
Rom og det maritime har hørt sammen i mange århundreder og særligt i de militære flåder i de engelsktalende lande har dette bånd været yderst tæt. I dette indlæg sætter vi fokus på begrebet Navy Rum og får forhåbentlig også bekræftet eller afkræftet nogle af de mange myter omkring emnet.
Lad os starte med at kigge på søfart som den så ud i 1500 og 1600 tallet, da verdens store kolonimagter for alvor begyndte at udforske verden og opdagede de logistiske problemer, der fulgte i kølvandet med imperiernes ekspansion. Sømænd, uanset hvor hårde og grove de var, skulle naturligvis have både mad og drikke på de lange rejser og det naturlige valg i dag ville vel være bare at tage drikkevand nok med til turen, men store glasbeholdere var stadig meget dyre at producere og var desuden for skrøbelige ude på åbent hav. Metalbeholdere var heller ikke en mulighed, da vi teknologisk set slet ikke var nået så langt endnu. Alt blev derfor fragtet i tønder lavet af træ og det giver et problem i forhold til rent drikkevand. Tønder er porøse og levende, hvilket lige præcis er derfor de bruges til lagring af spiritus, men det gør dem også særdeles uegnede til opbevaring af drikkevand. Efter et par dage eller uger på åbent hav ville vandet være fuldstændigt udrikkeligt, smage gammelt og surt eller tilmed være sat til med grønne alger. På dette tidspunkt var det allerede velkendt at alkohol ikke havde samme tendens til at blive dårligt ved længerevarende opbevaring, så verdens flåder begyndte ganske naturligt at tage alkohol med på de lange rejser i stedet for vand og man valgte gerne en alkohol, som var tilgængelig i det område man kom fra, så franskmændene tog vin eller brandy med, portugiserne tog portvin med, spanierne tog sherry med og så videre. Briterne bryggede øl og derfor valgte de naturligvis øl som deres foretrukne “tipple”.
