cards
0
0,00 DKK
Indtast søgeord...
 
emaerke

Nye aftapninger fra Bruichladdich - Blogindlæg af Luka Gottschalk

Nye aftapninger fra Bruichladdich af Luka Gottschalk

For ganske få måneder siden landede der en ny række aftapninger fra Bruichladdich til salg i Danmark. Jeg har haft fornøjelsen af at smage tre aftapninger ikke-røget Bruichladdich og to røgede aftapninger under navnet Port Charlotte.

 

Blogindlæg af Luka Gottschalk

Den første jeg smagte var Bere Barley 2012. Navnet Bere referer den type byg der er anvendt til produktionen. Bere er Skotlands ældste form for byg og den kultiveres hovedsageligt på Orkney. Den er lagret på 1st fill Bourbon-fade i minimum 10 år og er aftappet på 50%. Naturligvis uden tilsat farve og kuldefiltrering, dette gælder heldigvis alle aftapninger fra Bruichladdich.


Bruichladdich Bere Barley 2012 – 50%

Farven er meget lys og flot korngylden. 
Duften er kompleks og byder på noter af støvet savværk, tobak, citron, havbrise og en smule af den klassiske ’’Bruichladdich funk’’, som for mit vedkommende bedst kan beskrives som en landlig duft af hø og stald. 
Smagen er kraftig og byder på honning, mørkt kernebrød, grapefrugt, mynte og hibiscus.

Eftersmagen er tør, simpel og passende. Sort peber kigger frem sammen med brændt eg og forbliver et fint stykke tid efter indtagelse.

Der er ingen tvivl om at denne whisky har meget at byde på og den vil tilfredsstille whiskynyderen som foretrækker et rent håndværk med komplekse noter.

 

Bruichladdich The Organic 2011 – 50%
Den næste aftapning var den økologiske variant fra Bruichladdich. Den er produceret på økologisk byg fra Mid Coul Farm, placeret i det nordlige Skotland. Denne gang er den lagret minimum 11 år på Bourbon fade.

Farven minder meget om Bere Barley varianten med det flotte lyse korngyldne skær.

Duften går i en anden retning end forgængeren. Denne her er mere sød, imødekommende og begyndervenlig med noter af flødekaramel, bygmalt, vaniljesukker og citronfromage. 

Smagen er ligeledes mere begyndervenlig og sød end forgængeren og den fortsætter i samme stil som duften antydede. Kraftig maltsødme, sød mynte, frisk eg og citron dominerer smagsoplevelsen.

Eftersmagen er mellemlang og byder på brunet smør og igen vanilje og citron.

Denne aftapning minder mig utrolig meget om deres ’’Classic Laddie’’ serie. Den er sød og begyndervenlig, men mangler ifølge min smag noget af den funk og kompleksitet som jeg værdsætter Bruichladdich så meget for.
 

Black Arts 29YO – 45,1%
Den sidste af de ikke-røgede aftapninger fra Bruichladdich er intet mindre en 29 år gammel. Det er uspecificeret hvilken fadlagringstype der er anvendt, så der må man dufte og smage sig frem. 

Farven er væsentligt mørkere end de to forgængere og besidder et flot vinøst, rubinrødt skær. Det tyder umiddelbart på at der anvendt en form for hedvinsbaseret fadtype.

Duften er dyb, mørk og utrolig lækker. Jeg vil vove den påstand at der er anvendt et kraftig og aktivt sherryfad til fadlagringen af denne whisky. Noter af rosiner, tranebær, jordbær, mørk chokolade, ristede nødder og læder gør det til en oplevelse, før at væsken overhovedet har mødt tungen.

Smagen lever op til duftens løfter og alderen er tydeligt repræsenteret. De 45,1% alkohol er fuldt udnyttet og whiskyen føles stadigvæk kraftig og fyldig på trods af de lave procenter. Paletten er både sød og salt, med noter af brombærkompot, sort frugtte, mørk malt, kalk, tobak og havsalt. Glimrende!

Eftersmagen fortsætter i det maritime univers med en note af gammelt jordslået træ, nærmest som jeg forestiller mig at et stykke drivtømmer må smage. Foruden dette bliver noten af tobak og ristede nødder mere tydelig og bliver hængende længe efter indtagelse.

Bruichladdich har med Black Arts 29YO leveret en whisky som appellerer både til dig som har nydt whisky i 10 dage og dig som har nydt whisky i 10+år. Den er kompleks uden at være overvældende og den er sød uden at være kedelig. Min absolutte favorit blandt denne række udgivelser fra Bruichladdich! 

Nu er tiden kommet til at smage på de to røgede aftapninger under navnet Port Charlotte. Bruichladdich ryger Port Charlotte serien til omkring 40-50 ppm. Så er der absolut en stor forskel på Port Charlotte serien og Octomore serien som bliver røget med rekord høje mængder tørv.

Islay Barley 2014 – 50%
Denne aftapning af Port Charlotte er lagret på tre forskellige fadtyper, deriblandt 84% Bourbon fade, 8% Virgin-oak fade og 8% Bordeaux rødvinsfade. Den er lagret i minimum 7 år og er aftappet på 50%.

Farven minder meget om de to første Bruichladdich aftapninger jeg beskæftigede mig med i dette indlæg. Den lyse korngyldne farve går igen.

Duften byder på kakaopulver, vaniljesukker, grønne vindruer, tørv og en funky stald note.

Den føles utrolig olieret på tungen og smager af pebermynte, blid tørv og vaniljesukker.

Tørverøgen og pebermynten forbliver længe efter indtagelse, i selskab med en maritim note af tang.

Islay Barley 2014 er en kompleks, men også en imødekommende dram. I hvert fald hvis man kan lide røget Islay whisky. Tørven er ikke overvældende og giver god plads til at destillatet kan brede sig. Nydelig og klassisk Port Charlotte!

 

PMC: 01 2013 – 54,5%
Den sidste aftapning jeg havde fornøjelsen af at beskæftige mig med, er også den mest alternative. Den er nemlig aftappet ved fuld fadstyrke på 54,5% og lagret 4 år på bourbon fade og yderligere 5 år på pomerol fade fra Bordeaux, Frankrig. Den 5 år på pomerol fade og virkelig taget godt fat i whiskyen.

Farven er mørk og ravgylden, det er tydeligt at det har været et aktivt pomerol fad.

Duften byder på røde bær, brændt hø, tørverøg, jern og igen den funky stald note.

Smagen bygger videre på duften med noter af overgæret frugt, valnødder, bacon og råvildt.

Frugtsyre, træ og jern forbliver længe efter indtagelse.

Her er ingen tvivl om at kvaliteten af denne whisky er ganske høj, men den kræver en bestemt smag. I min verden skaber kombinationen af aktive vin/hedvinsfade og kraftig tørv en metallisk og kødagtig smag, som jeg endnu ikke har lært at elske. Jeg er dog sikker på at denne aftapning vil være en favorit for mange, for kvaliteten er her på alle parametre. Smagen er kraftig, destillatet er tydeligt på trods af fadlagringen og balancen er god. Den kræver blot en palet som passer til den!

Relaterede produkter