Noget af årsagen til at jeg vil skrive lidt omkring kolonnen, er for lige at sætte et lille spotlight på, hvor stor en alsidighed den har. Savalle kolonnen hører jo ikke rigtig på samme måde ind i kategori, med de gamle apparater lavet af træ, Enmore, Versailes og Port Mourant, som ofte er mere sagnomspunden end f.eks. Diamond kolonnerne og Savalle kolonnen. På nogle punkter giver det også god mening, Savalle kolonnen er ikke så unik på samme måde, den er heller ikke lige så gammel som de andre men den er trods alt noget mere bred i hvad den kan, hvilket jeg kommer lidt mere ind på længere nede. Dertil er der også en masse spændende historie i Savalle kolonnens generelle oprindelse, og på samme måde som jeg kan lide kompleksiteten i Guyana’s marques og historie omkring destilleringsapparaterne, så kan jeg også rigtig godt lide udfordringen i at prøve på, at finde ud af lidt mere info omkring D. Savalle Fils et Cie. Det er noget jeg satser på at skrive mere om i et, måske delvist opfølgende indlæg der kommer senere, når jeg syntes jeg har kunnet grave nok information frem. Jeg vil således starte lidt i Savalle kolonnens spæde begyndelsen og oprindelse, måske lidt nørdet info men jeg tænker nu det er ganske interessant alligevel.
Cellier Blumenthal og Armand Savalle Vi skal et godt stykke tilbage i tiden, til starten af 1800 tallet, og følge lidt historie som starter hos en mand ved navn Jean Baptiste Cellier Blumenthal. Blumenthal var en mand der havde en vision omkring destillering på et kontinuerligt apparat, en vision der umiddelbart stammer fra roesukker produktionen i Belgien omkring 1808, hvor der blev taget patenter på diverse metoder for, at raffinere sukker med alkohol, her ville et kontinuerligt apparat altså virkeligt øge effektiviteten af processen. Blumenthal har således været med helt fra starten af når det kommer til, at lave en kontinuerlig kolonne og er generelt krediteret for, at være manden der opfandt det kontinuerlige kolonneapparat. Blumenthal tager et patent på et kontinuerligt design i 1813, og det er der det sådan for alvor begynder at gå hurtigere i udviklingen på dette område, hvor det må siges at Blumenthal for alvor var forrest i de innovative rækker sammen med blandt andre Pierre Désiré Armand Savalle. Blumenthal og Savalle var gode venner og Savalle havde en stor interesse i, at opnå den vision som Blumenthal havde inden for destillering, da Savalle havde tre sukkerfabrikker og destillerier i Belgien, dengang tilhørende Holland. De to gik sammen kort tid efter det første patent i 1813 og begyndte på at eksperimentere med forbedringer af Blumenthal’s originale design, hvor de to gange var ved at afgå ved døden i arbejdsulykker, grundet eksploderende apparater, da de prøvede alle eksperimentale apparater af i praksis. Blumenthal og Savalle fik da også lavet et fremskridt på designet, som Blumenthal herefter havde i sinde at sælge patentet af, til en mand ved navn Louis-Charles Derosne. Møderne og videre aftaler omkring dette salg foregik mellem 1816 og 1818, hvor patentet bliver taget i 1818 og solgt videre til Derosne, med en finalisering af rettighedsoverdragelse i 1819. Blumenthal blev dog i Paris ved Derosne’s side i et års tid, for at sikre der var styr på det. Blumenthal rejser derfefter til Brussel og bosætter sig, hvor han forstsætter arbejdet på at gøre designet perfekt, helt indtil få dage inden hans død i 1840, med en alder på 72. Som en lille sidenote kan det nævnes, at Derosne går sammen med Jean-François Cail, hvor de producere deres version af Blumenthal’s apparat, der var også rimelig god succes med det, men den varede ikke ved, da Derosne og Cail havde svært ved, at forbedre på det tidlige patent Derosne købte, og Derosne’s apparater blev således teknologisk overhalet i løbet af den første halvdel af 1800 tallet. Da Blumenthal sælger patentet til Derosne går ham og Savalle hver til sit, men Savalle sidder ikke stille og arbejder selv videre med designet og princippet, som han har været involveret i fra en ung alder, siden 1813. Savalle havde en tydelig forståelse for principperne i Blumenthal’s design, hvilket var en ret væsentlig ting, da der altså var tale om nogle ret specifikke tolerancer, for at apparatet leverede det den faktisk var i stand til.
Firmaet D. Savalle fils et Cie, og Savalle’s innovationer Savalle begynder for alvor at lave fremskridt med hans apparat baseret på Blumenthal’s, i samarbejde med hans søn François Désiré Savalle, da han tager et patent på en damp regulator i ~1857, hvor ideen dertil stammer helt tilbage til 1846, efter en eksplosion på en af Savalle’s eksperimentale kolonner. Denne regulator var et stort fremskridt og gjorde Savalle berømt inden for disse kredse af opfindere og udviklere af destillerringsapparater. Pierre Armand Désiré Savalle dør i 1864, hvor sønnen François overtager og fører firmaet videre med god succes, og viderudvikler således også på designet, ved bl.a. at indrage en rør-kondensator, originalt designet og patenteret af William Grimble i 1825. Kolonneapparaterne bliver kendt for, at være virkeligt vel konstrueret apparater, som kan indstilles meget præcis efter ønsker til destillationstyrker og så videre. Ligeså en god solid konstruktion som er forholdsvist nem, at opføre uden for meget besvær eller for store bekymringer omkring, hvorvidt man ville komme til, at gøre skade på apparatet og således dens funktionalitet, et problem Derosne’s apparater havde ry for, som eksempel. Savalle kolonnen begynder at ligne den vi, i lidt mere “moderne” forstand kender til, fra omkring år 1870. På det tidspunkt har kolonneapparatet et gennemløb, der er syv til otte gange større end det Cellier Blumenthal opnåede. Firmaet producerede kolonner til diverse former for alkohols produktion, baseret på vin, frugtsaft, melasse, sukkerrørsaft med mere, der var variationer i kolonneapparaterne indvendigt, i form af, hvilken typer plader der var monteret.
Savalle #1 og #2 i Guyana Nu til der hvor min passion ligger inden for mit Guyana nørderi, nemlig den firedobbelt Savalle kolonne der står hos Diamond destilleriet, arvet fra det gamle Uitvlugt destilleri. Efter min mening er det på mange punkter det mest interessante destillerings apparat der står hos Diamond i dag, bl.a grundet Savalle’s historie og involvering i de helt tidlige stadier af kontinuerlig destillering, men også grundet kolonnens enormt brede vifte af marques den producerer normalt. Savalle #1 er den “originale” del af kolonnen der står i dag, som blev opført hos Uitvlugt i 1921, og det må siges med overvejende sandsynlighed, at den blev bygget af Lepage, Urbain et Cie. Senere bliver Savalle #2 så installeret hos Uitvlugt, angiveligt omkring år 1980, hvem der så har lavet den er lidt forvirrende lige ved første øjekast, og det er noget jeg meget gerne vil komme nærmere i det opfølgende indlæg, omkring Savalle firmaets historie og hvornår produktionen af kolonneapparaterne bliver overtaget, men i denne omgang holder jeg mig lige til Guyana. Som Savalle apparatet står i dag bliver der normalt lavet hele otte forskellige marques på den, hvor af en del har lidt legendestatus, disse marques er som følger; AN, B, CG, ICB/U, LBI, SM, SWR og UMS. Er man lidt nørdet og bidt af rom fra Guyana, så genkender de fleste nok AN, B, LBI og SWR, nok primært fra de gamle Velier aftapninger, hvor det må siges at Skeldon 1973 og ’78 er nogle af de ypperste højdepunkter. Savalle kolonnen bliver nogle gange lidt overset, hvor fokusset er mere på de gamle apparater af træ, hvor det måske kan virke lidt som, at man nogle gange glemmer, at de meget eftertragtede marques som SWR og AN, bliver lavet på Savalle kolonnen. Der er ikke den samme kærlighed til ICB/U hvilket er lidt synd, efter min mening, ligesom de andre marques er det generelt en let og delikat stil, som måske ikke altid helt har den samme dybde som SWR, men det er nu alligevel fantastisk rom, som bare smager virkelig godt. Selvom disse otte stilarter er forskellige er det alligvel ret tydeligt, at fornemme de kommer fra den samme kolonne, der en base, så at sige, som går igen i alle de Savalle aftapninger jeg har smagt. Kolonnen producerer en rom som jeg finder lidt unik i forhold til de andre der står hos Diamond, nemlig den underligt cremet og tørre sødme som specielt træder igennem ved ICB/U. Jeg ved godt det lyder ret så underligt, at sødme kan være cremet og tør på samme tid, men det er lige umiddelbart den bedste måde at beskrive det på. Jeg vil slutte af med en lille note og derefter beskrivelser af tre forskellige aftapninger af forskellige marques fra Savalle kolonnen. Det er selvfølgelig ikke den eneste Savalle kolonne der er tilbage i dag, som f.eks Enmore er den eneste Coffey kolonne lavet af træ, men der er alligvel ikke så mange Savalle kolonner tilbage inden for rom produktionen. Jeg håber jeg måske har formået at vække lidt ekstra begejstring for både Savalle kolonnen i Guyana men også dem der står andre steder i rommens verden. Desuden må det jo siges at være særdeles historiske apparater, i forhold til Armand Savalle’s involvering med Cellier Blumenthal, da de trods alt er lavet meget tæt op af design principperne for Blumenthal’s vision om perfektion i en kontinuerlig kolonne. Hvilket underbygges af titlen på en bog som François D. Savalle udgav i 1870, “Les distilleries perfectionnées”. Kolonnerne der stadig er tilbage i dag, står som historiske monumenter til den søgen efter perfektion, som Pierre D. Armand Savalle begyndte på i 1813.
Cadenhead’s, Uitvlugt Distillery, 1998-2014 16 years old, 60,2% Her har vi tale om den flaske der fik mig til, at falde fuldstændigt for Savalle kolonnen i Guyana. En flaske der på mange måder, for mig, står som en gylden standard for kontinentalt lagret ICB/U. Der skal nok være noget der er lidt mere komplekst, noget med lidt mere power eller lignende, men denne er der bare ikke noget galt med. Den er bare som den bør være, balanceret uden noget der stikker ud eller er for anderledes. For en god ordenskyld kan det nævnes at ICB/U står for Ignatius Christian Bourda Uitvlugt. Næsen byder på den klassiske og delikate sødme af sukkerrør og en smule melasse, samt dejlige tropiske frugter. Alt sammen meget let og delikat, dette er ikke tungt rom overhovedet. Der er en let syrlighed som minder mig lidt om citrus frugter. Paletten byder på en let og delikat sødme, med en overraskende cremet tekstur, samtidig med at der kommer kortvarige strejf af tørhed, den underlige kombination som nævnt før. Dertil byder den delikate sødme på frugtige noter af bl.a melon. Der er en dejlig fint afbalanceret note af fadet. Den tørhed der af og til bryder ind minder mig mest om saltet kiks, hvilket underligt nok passer rigtig godt sammen med de resterende noter af frugt. Det sjove er jo lidt, at man hverken helt kan sige, at der er tale om naturligt sød rom, eller en tør rom, da den skifter lidt i mellem hvad den vil, på en så fantastisk finurlig måde. Eftersmagen byder på primært tørre noter af melon, stenfrugt og et strejf af citrus frugter, med et let fadpræg.
Velier, Blairmont 1991-2006, 15 years old, 56% Nu tager vi lige fat i en af de lidt større mastodonter fra Velier’s katalog. Dette er efterhånden ved at være en gammel aftapning som for alvor også er steget i pris. Hvis man vil forsøge sig i, at skaffe en flaske så er det ikke noget der er umuligt, men det kræver meget dybe lommer efterhånden. Der er her tale om et marque vi for alvor ikke ser på flasker ofte, nemlig B, som stammer fra det hedengangne Blairmont destilleri, sidenhen produceret af Uitvlugt og nu Diamond. Denne rom er destilleret hos Uitvlugt i 1991, tropisk lagret i 15 år og derefter tappet i 2006 af Velier, og sat til salg til den beskedne pris af €58. Ak ja, hvis bare… Næsen byder på et tydeligt fadpræg, den klassiske delikate sødme som virker forholdsvis “varm”, ellers er indtrykket rundt og indbydende, ret dybt, en del melasse. Let vanilje, svage glimt af kaffe, tropiske frugter med et let blomstret og syrligt strejf. Igen er der tale om meget let rom, med spinkle og delikate noter. Paletten starter blødt ud, hurtigt overtager fadpræget, hvilket må siges at være forventet med denne alder i tropisk klima, det er dog ikke for meget, men er derimod rigtig godt balanceret. Det har stadig lidt af den, af og til tørre note af salt kiks, men med en mere gennemtrængende sødme i denne aftapnings udgave, der er dog en let blomstret karakter der løfter de lidt mere melasse søde, tunge noter, som fint giver plads til de stadigt delikate noter af tropiske frugter. Eftersmagen er meget blød og egentlig ikke så vedvarende som så gammelt rom ellers kan være, den byder på fad noter, samt svage noter af melon. Dette er en rom man kan og bør bruge langtid med, måske ikke helt lige så langtid som UF30E 1985, men man får på en måde en fornemmelse af, at dette er en virkelig delikat rom, der faktisk er tæt på, at forsvinde i de mere tungt sødmefulde elementer, men de syrlige og blomstrede noter formår, at løfte de nærmest skrøbelige frugt noter op fra tyngden af de sødmefulde elementer. For mig er dette et fantastisk godt eksempel på, hvad denne alsidige kolonne kan, sådan virkelig kan. Desværre lidt ærgerligt, at man ikke lige kan komme til flaskerne for menneskepenge længere. Når det så er sagt, udgiver DDL jo stadig rigtig gode eksempler på, hvad deres Savalle kolonne kan. Navneligt deres Skeldon 2000 og Albion 2004 udgivelser fra 2018.
Nobilis Rum, Diamond Distillery, 2013-2022, 8 years old, 64,7% Sidste skud på stammen for denne gang, er endnu et marque vi ikke ser særligt tit, nemlig LBI. I en noget ung udgave her, men det skal bestemt ikke holde den tilbage. LBI er et marque fra det gamle La Bonne Intention destilleri, dette marque er nok mest kendt fra gamle Velier aftapninger også. Næsen starter ud med at være meget honning sød, cremet og mild, herefter åbner det sig op til noter der ligger meget tæt op af ICB/U, dog under et mere krydret og honning sødt, nærmest karamel agtig lag. Den virker til at bære mere tyngde en ICB/U, men mange af de samme noter, heriblandt sukkerrør, tropiske frugter i samme stil og melon, men det mere krydret og tungt sødmefulde udtryk er anderledes og interessant. Paletten bærer stadig det klassiske delikate sødmefulde toneleje, noterne er stadig en smule skrøbelige om man vil, men der er mere krydderi, mere cremet tekstur, de tørre sidespring er der stadig, måske lidt mere krydret end en salt kiks denne gang, men jeg har lidt svært ved, at sætte en finger på hvordan. På mange måder er det lidt en tungere og mere sødmefuld ICB/U, hvilket er yderst attraktivt for sådan en Savalle nørd som mig. Dog kan den øget sødme også være lidt for meget, afhængigt af mit humør, sådan er det jo altid. Dette er en særdeles anbefalingsværdig Savalle rom fra Guyana, man skal ikke lade sig skræmme af en ung alder eller noget lignende, det smager virkelig godt, med gode kompleksiteter som ikke er for meget, en god balance af noterne men også af alkoholprocenten.
Se vores udvalg af Guyana Rom her
