90 points Houlbergs Vinblog
89-90 point. På nogle sol- og kalkrige skråninger i North Downs på Church Lane i maleriske Barham nær Canterbury i Kent ligger det britiske vinhus Simpsons Wine Estate og det er skam derfra, at næste vin kommer ... en 2020 Gravel Castle Chardonnay. Simpsons Wine Estate drives af det vinøse ægtepar Charles og Ruth Simpson, som grundlagde vinhuset i 2012. Men allerede ti år forinden havde de startet deres vineventyr, da de i 2002 købte et lille vinslot lidt øst for byen Servian i Languedoc i det dejlige sydlige Frankrig. Det vinhus hedder Domaine Sainte Rose og det er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, nemlig da jeg smagte deres fantastiske 2018 Le Pinacle Syrah fra deres 40 hektar vinmarker i det franske. Det er nok den store success i Frankrig, som har givet Simpsons parret mod på også at forsøge sig med vinproduktion i England, hvor de samlet har købt 30 hektar marker. De første 10 hektar blev i 2014 plantet med Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Noir. De sidste 20 hektar - med samme druesorter - er marken Railway Hill Vineyard, som har sit navn efter letbanen, der går forbi marken fra Canterbury til Folkestone og den tilplantede de i 2016 og 2017. Druesorter er jo de klassiske champagnedruer ... og det skyldes selvfølgelig, at Simpsons Wine Estate mest laver mousserende vine, men altså også almindelige hvidvine, som nu fx denne Gravel Castle Chardonnay 2020. Det er en vin, som udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke og helt uden brug af eg. Fremstillingen uden eg kan både duftes og smages ... for i næsen er det bestemt ikke en fed og fadtung Chardonnay, men klart køligere i stilen med en lys frugt med pærer, fersken, grønne stikkelsbær samt melon og kun et snert af lidt nødder suppleret med kridt og kalk. Men alle duftene kommer i små mængder, meget beskedent og næsten helt neutralt. Smagsmæssigt er der godt med citroner, stikkelsbør og grønne, umodne æbler, pænt med syleskarp citronsyre og mineraler tilsat lidt bitter lemon. Smagsmæssigt snakker vi ikke dybde, men syre, for det bliver samlet en spinkel, ren og mineralsk Chardonnay, hvor alle dyderne er syre, kølighed og et mineralsk bid. Fedt med en engelsk vin og dermed lander jeg på 4,5 tomler.