Det giver naturligvis god mening, men indimellem kan man støde på single malt whiskyer, med fiktive navne. Det kan der være flere årsager til.
I mange tilfælde er det private aftappere, som har opkøbt en given mængde whisky hos en producent med den klausul, at destillerinavnet ikke må benyttes, når whiskyen tappes og sælges. Så er man simpelthen tvunget til at opfinde et navn til whiskyen. Aftapperen vil typisk registrere og dermed eje det fiktive navn, og kan så på et senere tidspunkt indkøbe whisky fra en anden producent og aftappe det under det samme fiktive navn. I andre tilfælde ses det, at et destilleri producerer flere forskellige stilarter. Dette er eksempelvis tilfældet på Springbank, hvor man udover den traditionelle Springbank, også producerer en trible destilleret whisky ved navn Hazelburn samt en røget whisky ved navn Longrow. Begge er opkaldt efter destillerier, som for længst er lukket ned.