cards
0
0,00 DKK
Indtast søgeord...
 
emaerke

Smagning af nye aftapninger fra Signatory - Blogindlæg af Luka Gottschalk

Smagning af nye aftapninger fra Signatory Podcast - Blogindlæg af Luka Gottschalk

Vores Whiskyblogger Luka Gottschalk smager på nye spændende udgivelser fra Signatory Vintage. Alle aftapninger er med helt naturlig farve og ikke kølefiltreret 

Indlæg af Luka Gottschalk

Så er der atter igen en række nye aftapninger fra Signatory ude hos de danske forhandlere. Der er ingen tvivl om at Signatory er en af mine personlige favoritter, når jeg sætter snuden efter uafhængige aftapninger. Bundniveauet er højt og whiskyen er oftest præsenteret hæderligt uden tilsat farve og grov kuldefiltrering. Dette line-up rummer whisky af forskellige styrker, ophav og stilarter. Lige fra Islay til Speyside! De har dog alle sammen det til fælles, at de er lagret på olorosso sherryfade…

Vi starter smagningen på den skønne stormfulde ø ved Skotlands vestkyst; Islay. Herfra er der aftappet en røget fornøjelse fra det klassiske Caol Ila destilleri. Råspritten er blevet destilleret og lagt på Olorosso-sherryfad i år 2013 og er aftappet 10 år senere.

 

 

Caol Ila 2013/2023 Signatory Vintage 10 år Islay Single Malt Scotch Whisky 70 cl 48,2%
Farven har et dybt ravgyldent skær, olorossofadet har påvirket whiskyens udseende, men ikke overvældende meget. Duften minder mig om blodappelsiner, granatæbler, anis, bacon og bålrøg. Smagen har et lidt bittert og syrligt præg og en dyb gennemtrængende note af tørv, i selskab med nogle frugtige nuancer.

Eftersmagen er lang og fortsætter i samme spor med noter af hindbær, kokos, tobak og efterlader en tør mundfornemmelse. Her er tale om simpel, god og klassisk Caol Ila på sherryfad. Den bringer ikke meget nyt til bordet, men den er absolut tilforladelig og vil behage enhver fan af røget sherrywhisky. Olorossofadet tager en del af det harske fra destillatet og erstatter det med frugtige nuancer.

Nu blev der lovet tidligere at dette line-up rummer mangfoldige whiskyer, men resten af slænget tilhører faktisk Speyside regionen. Der er dog ret så stor forskel på dem, med udtagelse af de sidste to som har ophav ved samme destilleri, mere om disse senere…

Det næste levende billede er intet mindre end en Craigellachie der har tilbragt sin fadlagringstid på olorossofade.


Craigellachie 2012/2024 Signatory Vintage 11 år Edition No. 5 Single Malt Scotch Whisky 70 cl 48,2%

Farven er ganske som forventet igen dyb, mørk og gylden. Duften er utrolig sød og bringer noter af ribs, røde druer, jordbær, kogt frugt, vanilje og mælkechokolade.
Smagen har en utrolig fed, cremet og tung smag af vaniljebudding med kirsebærsauce, brunet smør og sødt bagværk. Jeg opfatter ofte whisky fra Craigellachie som meget cremet og fed i smagen og denne er selvsagt ingen undtagelse. Nogle mener at de snoede ’’worm tubs’’ som blandt andet findes hos Craigellachie er med til at ramme denne unikke smag. Om der er noget om snakken vil jeg lade være op til den enkelte whiskynyder…

Eftersmagen er mellemlang, mild, sød og ganske behagelig. Denne Craigellachie er ganske velbalanceret og velsmagende. Jeg syntes at husstilen skinner nydeligt igennem uden at blive overdøvet af den tunge sherry. Forestil dig den klassiske originalaftapning; Craigellachie 13 years, blot med en øget styrke og et lækkert præg af olorosso sherry.

Den næste whisky er fra Auchroisk, et destilleri som jeg ikke mindes at have prøvet før! Vi befinder os jo stadigvæk i Speyside regionen, så jeg formoder at det er en whisky med søde tendenser.

Auchroisk 2010/2024 Signatory Vintage 13 år 100 Proof Edition #12 Single Malt Scotch Whisky 70 cl 57,1%
Farven er denne gang en anelse mørkere end de andre aftapninger. Duften er meget tilbageholdende og blid på trods af den høje alkoholprocent. Jeg fornemmer lidt noter af kirsebær, lakrids og frisk mynte. Smagen er mørkere og dybere end de foregående whiskyer. Mynten går igen, i selskab med mørk chokolade (næsten som en ’’After Eight’’), derudover er kirsebær og brombær tydelige. Eftersmagen er lang og kompleks med noter af ristet eg, vaniljesukker, friske krydderurter og en mild bitterhed.

Denne Speyside sherry-bombe kan uden problemer stå alene mod sine konkurrenter! Selvom stilarten er meget klassisk Speyside, så besidder denne whisky alligevel sin egen stil og tilgang.


De sidste to whiskyer som jeg skal smage på i dag, kaldes ’’Secret speyside (M)’’… Man kan spekulere over hvad dette ’’M’’ mon står for. Der er en god håndfuld speyside destillerier der starter med ’’M’’, som f.eks.: ’’Miltonduff’’, ’’Mannochmore’’ og ’’Macallan’’.
Det er dog blevet afmystificeret og dermed afsløret af diverse importører at disse whiskyer kommer fra Macallan destilleriet.

Speyside (M) 2011/2024 Signatory Vintage 12 år Single Malt Scotch Whisky 70 cl 48,2%
Farven fremstår nærmest som roseguld. Et flot indbydende skær! Duften er hvad jeg typisk forbinder en klassisk olorosso baseret whisky med. Her er noter af hasselnødder, marcipan, abrikos, tørrede figner og mørk chokolade. Smagen byder på marcipan, rent kakaotørstof, anis, appelsinskræl og et meget mildt hint af røg. Eftersmagen er lang og smagen af den mørke chokolade komplimenteres af sort kaffe.

Secret Speyside Macallan 2010/2024 Signatory Vintage 13 år 100 Proof Edition #16 Single Malt Scotch Whisky 70 cl 57,1%
Denne whisky har få afvigelser fra sin forgænger; den er lagret på en blanding af bourbon og olorossofade og den er aftappet med en væsentlig forhøjet styrke. Farven er lidt lysere end forgængeren, men fremstår stadigvæk gylden og indbydende. Duften bringer noter af hindbærkompot, kanel, vanilje og mørkt brød. Jeg kan tydeligt fornemme at bourbonfadet markerer sig her!

Smagen byder på chokolade og sødt bagværk, i selskab med den samme blide antydning af røg som jeg smagte hos forgængeren. Eftersmagen er lang og byder på tobak, lakridsrod, marcipan og vanilje.

Det er svært ikke at sammenligne to aftapninger fra Macallan. De har også i sagens natur visse ligheder, da de jo kommer fra samme destilleri og er lagret delvist efter samme forskrifter. Den første opfattede jeg som mere fyldig og sød end den sidste. Den sidste havde derimod en bedre eftersmag og lidt andre smagsretninger at byde på. Så hvis jeg skal finde en vinder, er det simpelthen ikke muligt…

Fælles for dem begge er at de efter min holdning er et væsentlig bedre køb end økonomisk tilsvarende originale aftapninger fra Macallan, da de er præsenteret renere og med højere alkoholprocent. Så hvis man kan undvære den fine ’’væddeløbsbane-æstetik’’ og hele brandet Macallan, så får man en glimrende oplevelse med disse to aftapninger fra Signatory!

 

Flere Blogindlæg

Relaterede produkter