Whisky i blodet og et liv på farten - Blogindlæg fra Whiskymagasinet

Interview med Stewart Buchanan Global Brand Ambassador for BenRiach, GlenDronach og Glenglassaugh. Oprindeligt bragt i Whiskymagasinet no. 5

Stewart Buchanan er født i Dumbarton nær Glasgow og han flyttede som otteårig til Isle of Mull. Han startede med at arbejde i whiskyindustrien i 1993 på destilleriet Tobermory netop på øen Mull. Han beskæftigede sig primært med produktionen bl.a. som Stillman, og lærte her alt om produktion af whisky. I 2004 blev Stewart ansat på Benriach-destilleriet, hvor det blev hans helt store ansvar at genstarte produktionen, efter at destilleriet havde været lagt i mølpose i en årrække. Han påstår, at han malede næsten alle vægge, fiksede næsten hvert et stykke produktionsudstyr, herunder kedlerne, og spændte hver en møtrik, bolt og skrue. Han har lært hvert et hjørne af branchen at kende, lige fra lager til at være vært for smagninger, for til sidst at blive Production Manager i 2006. Stewart blev Global Brand Ambassador i 2012. Dette job indebærer, at han rejser verden rundt som vært ved whiskysmagninger, deltager i whiskyarrangementer og arbejder med medierne. Hans opgave er at lære så mange som muligt om gruppens tre spændende destillerier. Med sin baggrund i produktion ynder Stewart at fortælle om de forskellige teknikker og ikke mindst om de forskellige fade der anvendes til modningen af whiskyen.

I marts 2018 var Stewart en af et lille antal af mennesker, der fik udnævnelsen til ’Keeper of the Quaich’. Denne ære gives til personer, der har givet et ekstraordinært bidrag til skotsk whiskyindustri.

Hvordan blev du global ambassadør for Benriach, GlenDronach og Glenglassaugh?
Jeg startede faktisk i produktionen som ’stillman’, så jeg har altså en baggrund indenfor produktion af whisky. Jeg har været med på Benriach siden genstarten i 2004, da Billy Walker og hans medinvestorer købte destilleriet. Indtil 2004 var jeg på Tobermory destilleriet. Da jeg forlod Tobermory med dets farverige bygninger og vidunderlige placering på havnefronten og efterfølgende åbnede dørene til Benriach, blev jeg lige lidt i tvivl om min beslutning. Det havde jo stået stille i over to år, og det var snavset, beskidt og fugtigt. Der var spindelvæv op og ned ad væggene, og vi turde ikke tænde for noget som helst de første seks måneder.

Vi afmonterede bare alt, malede det, gav det olie, og så udskiftede vi alt det, der var nødvendigt før vi startede en eneste maskine op. Da jeg forlod Tobermory var det med omkring to ugers varsel, så jeg havde altså intet sted at bo. På Benriach var der en kantine, bad og et toilet, så jeg slog mig ned på maltgulvene i en måneds tid. Jeg var der jo alligevel døgnet rundt. Det tog tre til fire år at få alt til, at køre optimalt igen, men nu er det helt fantastisk. Årsagen til at jeg er havnet i rollen som Global Ambassadør, er nok et udtryk for udviklingen i branchen. I 2012, før Brown Forman’s overtagelse, var vi et meget lille team. Der var faktisk et salgsteam bestående af kun fem mennesker, som skulle dække hele verden, og de samme mennesker skulle holde smagninger og foredrag for whisky-klubber og i whiskybutikker, hvor vidensniveauet var ret højt.

Salgsteamet var gode folk, men de havde ikke erfaring med produktion, så jeg blev flyttet fra produktionen for at hjælpe salgsteamet på vej. I dag vil folk gerne vide de mindste detaljer, og man skal gå i dybden og holde den ”nørdede” viden ved lige, siger Stewart.

Hvordan ser en almindelig dag ud for dig?
Det er nok det sværeste spørgsmål man kan stille, for der findes ikke en ”almindelig” arbejdsdag. Hver dag er anderledes. F.eks. hvis jeg er i en by i en uge, vil jeg på førstedagen mødes med det salgsteam jeg skal arbejde med. Jeg vil så lave noget træning med dem, for at sikre at deres viden om vores destillerier er opdateret. Den næste dag kunne jeg så finde på at tage ud til forskellige butikker med salgsteamet, medbringende 6 - 8 flasker for at lave en smagning. Om aftenen, alt efter hvor i verden vi er, så laver vi en form for event med enten almindelige forbrugere eller med et ”Scotch Whisky Society”, som der eksisterer i de fleste større byer. Det kunne så være en smagning med 80 - 90 mennesker. Oveni alt det så skal jeg også dække alle barerne. Dem vil jeg så besøge for at snakke med medarbejderstaben, men jeg kan også finde på, at arbejde sammen med Bartenders Association, og ofte arrangerer jeg ”lunch’n’learn”. Det er en mere intim, afslappet og interaktiv måde, hvor jeg taler med omkring 30 bartendere og lader dem smage alting og laver cocktails. Så deltager jeg også i en masse whiskymesser rundt i verden og holder også ”masterclasses” eller seminarer. Sidste år overnattede jeg kun 22 gange i min egen seng i mit eget hus, griner Stewart.

- Normalt arbejder jeg fra morgen til sen aften. Det vil typisk være sådan at jeg bliver hentet klokken 8.00 om morgenen og så er jeg hjemme igen omkring midnat, hvis jeg er heldig. Måske skal jeg direkte til lufthavnen og så videre til næste destination. Men jeg bliver aldrig træt af mit job. Jeg siger altid til andre at hvis jeg vågner op en dag og ikke gider tage flyet, så gør jeg det ikke, for man kan ikke have det her job uden at være 100% passioneret omkring det. Det er trættende, men man må bare lige tage sig sammen, og når man skal ud at møde nye mennesker i en ny by så bliver du frisk igen, så jeg er rigtig godt stillet. Der er 155 whisky destillerier i Skotland, og jeg er så heldig, at repræsentere tre af dem og få lov at rejse verden rundt. Jeg vågner altid med et smil hver dag, siger Stewart.

Hvad nyder du mest ved dit job?
Jeg elsker det faktum, at jeg skal fortælle om whisky, jeg skal ikke sælge whisky. Jeg kender ikke engang prisen på en eneste af vores whiskyer, griner Stewart. Som virksomhed er vi ekstremt transparente. Jeg har altid fortalt alle, om hvert eneste lille hjørne, hver en bolt og møtrik, hver en proces, hver en fadtype, og om hvordan vi lagrer whisky og hvordan vi laver vores whisky. Der er ingen hemmeligheder. Vi er som en åben bog, og det er muligvis min baggrund i produktionen, der gør at jeg bare elsker at tale om den slags. Når jeg holder en smagning, så taler jeg om produktion, produktion og produktion.

Hvordan adskiller de tre destillerier sig fra andre?
Jeg tror vi har at gøre med noget anderledes, selv i den her del af industrien. Du vil ikke kunne købe sådanne tre destillerier igen. Selv hvis du købte et destilleri, som var til salg på nuværende tidspunkt, ville du ikke have mulighed for at købe et lignende lager af whisky, og installationerne vil være mere automatiseret og moderniseret. Ved vores tre destillerier er det ikke kun ”terroir” der er anderledes, men også placeringen samt vandforsyningen, og vores produktionsteknikker er helt anderledes. Vores whiskyer har ekstremt forskellig karakterer. GlenDronach er et af de ældste destillerier i Skotland, og det er gennemsyret af historie. Det er beliggende nede i en lille dal. Og den ”gotiske fornemmelse” man oplever i landskabet, gør destilleriet spillevende. På Glenglassaugh kan du stå på stranden og opleve at to dage aldrig er ens. Man ved aldrig hvordan vejret udvikler sig på grund af tidevandet, vindene og alle elementerne. Den uendelige horisont giver destilleriet en virkelig barsk attitude. Og så er der Benriach, som er beliggende oppe i toppen af Speyside. BenRiachs dynamiske personlighed reflekterer det faktum, at det ligger lige midt i det storslåede landskab.

Jeg er også vild med det faktum, at jeg formentlig aldrig har lavet to ens smagninger. Den ”line-up” af whiskyer som vi vælger er ind imellem ret voldsomt, siger Stewart.

Hvad er kunderne mest interesseret i ved dine whiskysmagninger?
Historisk set er det ofte de mest interesserede af kunderne som dukker op til smagningerne. Det er ofte ekstremt entusiastiske maltwhisky fans. Derfor skal du have din viden i orden og gå i dybden med detaljerne, hvilket jeg personligt er glad for. Vi er som sagt meget transparente og skjuler ingenting. Jeg tror, at det er den måde vi har formidlet vores whisky på. Det er oplysningen om det vi laver, der er anderledes. Men man er også nødt til at appellere til den forbruger, der kommer til single malt for første gang. Man vil ikke intimidere dem og skræmme dem væk. Når vi ser på vores sortiment, har vi en whisky, der passer til enhver profil. Man skal altid se på forbrugeren foran sig, og så gå i forskellige retninger alt efter hvem man taler med.

Er der nogen nye tendenser blandt forbrugere rundt om i verden?
Det jeg helt klart har set i de sidste fem år, er hvordan den generelle interesse for whisky er ved at ændre sig. Da jeg var på det kinesiske fastland for fem til ti år siden, var 99 % af de mennesker, som jeg mødte til smagningerne, ældre forretningsmænd. I løbet af få år er det vendt fuldstændig rundt, og det jeg ser på whiskyfestivalerne derude nu, er hovedsagelig folk i alderen 25-35 år og - vigtigst af alt - næsten en kønsfordeling på 50/50. Det ser jeg også i stigende grad i Europa. Jeg tror, at der stadig er et vækstpotentiale i USA, men det er et lidt anderledes marked på grund af alle de nye amerikanske mærker, som sætter single malts lidt i baggrunden, fordi alle de nye forbrugere gerne vil prøve de nye bourbon og amerikanske whiskey. Jeg føler, at det er ved at være slut nu, og at de yngre forbrugere begynder at kigge på single malt.

Især i Japan er bartendere de mest veluddannede folk når det kommer til single malt. At være bartender i Japan er en livslang karriere, f.eks. har jeg haft 300 bartendere til et seminar, som ikke løfter hovedet i tre timer. De tager bare note efter note, fordi det er deres kald. De østeuropæiske markeder og Australien er de seneste markeder, der virkelig har opdaget single malt, og hvor vi har oplevet en vækst i interessen. Nogle gange er man dog nødt til at overvinde forhindringen med whiskyfarven. Hvis man stiller en række whiskyer på bordet, vil 90 % af dem i første omgang blive tiltrukket af GlenDronach, fordi den har en mørkere farve. Da BenRiach for det meste er en Bourbonfadslagring, er jeg nødt til at få det frem, at farven ikke har noget at gøre med whiskyens alder eller kvalitet, bortset fra det fad, den er lagret på. Jeg elsker, når folk smager en BenRiach, og der i næsen fornemmes duften af frisk frugt, og pludselig så bliver Benriach favoritten. Men det er alt sammen noget, der handler om viden og uddannelse.

Jeg kan se, at der er forskellige smagspræferencer i forskellige klimaer. Skandinaverne vil historisk set have en mere peated smag, fordi de er opvokset med fødevarer som røget fisk. Men hvis man tager til varmere klimaer, foretrækker man noget friskere og sprødere. BenRiach passer godt til Middelhavslandene og dele af USA, fordi den har denne sprøde karakter.

Hvem har inspireret dig i din opvækst?
Når man er opvokset på en ø som Mull, efterstræber man ikke et ni-til-fem-job. Mange af de personer, som inspirerer mig, er mine venner, som er kunstnere og musikere. Og min lillebror som er vildmarkskameramand og er på tv hver weekend er også en stor inspirator (Stewarts bror er naturfotograf Gordon Buchanan).

Du har en ret interessant familie, hvorfor tror du, at I alle endte med at få så usædvanlige job?
Måske er det, fordi vi blev opfordret til at være udendørs. Jeg har sejlet, siden jeg var 7 eller 8 år, og jeg har redet på heste, siden jeg var 9 år. Jeg har camperet ude og er blevet opdraget anderledes. Vi havde meget frihed som børn til at gøre, hvad vi havde lyst til. Min far, Gordon, var musiker(trommeslager), så jeg blev altid opdraget med musik, og han var meget afslappet. Det var en nem barndom. Han var også skotsk Commonwealth-skytte, han rejste rundt i hele verden i 70’erne, og han har stadig rekorden i ”lille kalibermål”. Så han rejste, og vi rejste. Så der er helt sikkert en rejselyst i vores familie. Han var tæt på at komme med til de olympiske lege, men missede det lige akkurat.

Hvilke 3 ord vil du beskrive dig selv med?
Passioneret, dedikeret og sjov, griner Stewart.

Fortæl os lidt om dine fritidsinteresser?
Jeg har ikke engang et fjernsyn derhjemme, så jeg ser ikke tv, men jeg elsker levende musik. Min perfekte afslapning ville være at finde et sted med levende musik - uanset genre - det kunne også være at sidde på en bar og drikke en lokal håndværksøl på bartenderens anbefaling. Hvis jeg har den luksus at have en fridag, vasker jeg først mit vasketøj, og derefter kan du som regel finde mig på et eller andet destilleri. Man lærer folk at kende i denne branche, ikke kun i den skotske verden, men også i den globale whiskyverden, og jeg ved, at jeg stort set kan tage til et hvilket som helst destilleri i verden, hvor jeg vil kende nogen og blive inviteret ind for at besigtige området.

Jeg kan godt lide mine biler og motorcykler. Hvis jeg vandt i lotto, ville jeg helt sikkert købe en bilsamling eller motorcykelsamling. Jeg havde syv motorcykler, da jeg arbejdede på Benriach, men jeg solgte dem alle sammen. Jeg elsker også at snowboarde. Jeg lærte at snowboarde på Glen Nevis, og hvis man kan snowboarde der, kan man snowboarde hvor som helst. Jeg plejede at stå på snowboard hvert år i februar, og selv når jeg er ude på landevejen, står jeg på snowboard, hvis jeg har mulighed for det. Jeg elsker også at tage til musikfestivaler.

De bedste rejsetips når man er på farten?
Tag mindre med, end du tror du har brug for, for det vil stadig være for meget. Jeg var i USA i seks uger, og min taske vejede 15 kg, og det var mest kilts. Hvis jeg rejser langdistanceflyvninger, forsøger jeg at vænne min krop til tidszonen, inden jeg ankommer. Enten bliver jeg oppe hele natten eller står meget tidligt op. Jeg undersøger altid en by på internettet, inden jeg ankommer, og når jeg kommer frem, går jeg gerne rundt på stedet for at få en fornemmelse af det.

Hvad er den mærkeligste ting, der er sket for dig under en smagning/event?
At arbejde med offentligheden og pressen har sine overraskelser. Da vi frigav en Madeira Cask aftapning, ankom en journalist fra Tyskland med et filmhold og en pose med salsatøj til mænd. Jeg blev bedt om at smutte i salsatøjet. Hvad jeg ikke vidste var, at journalisten også havde taget en professionel salsadanser med, og jeg skulle danse rundt i kedelhuset foran kameraet! Jeg er ikke sikker på, hvad forbindelsen var til Madeira Cask Finish, men i disse globale forandringstider er man nødt til at være fleksibel.

Har du set nogen ændringer, siden Brown-Forman overtog det?
De fleste forbrugere var bekymrede over at miste Billy Walker, men at Rachel Barrie overtog hans tøjler har været en stor succes, og har fjernet enhver tvivl. Det, som mange mennesker ikke er klar over, er, at Brown Forman ikke blot er ejerne af Jack Daniels. De ejer Slane Distillery i Dublin, Old Forester og Woodford i Kentucky og de er alle små, familieorienterede virksomheder. Brown-Formans etik er i høj grad familiefokuseret. Jeg tror ikke, at der findes nogen anden virksomhed, der har en sådan etik om at lave god spiritus.

Hvad er din yndlingsmalt?
Hvis jeg havde bind for øjnene, ville min hånd søge efter Benriach 10 Year Old Peated. Mærkeligt nok er jeg ikke en stor peated-fan, men jeg elsker bare balancen i den. Det er virkelig en tilbagevenden til den oprindelige Speyside karakter og smagen af malt er typisk fra det nittende århundrede. Men nogle gange kan jegikke vælge en favorit, fordi det afhænger af tidspunktet på dagen, eller af begivenheden. Jeg har nogle whiskyer, som er sociale whiskyer, og andre, som er solitære whiskyer. Så jeg ville nyde en GlenDronach i en lænestol i læder med et par venner. Mens BenRiach og GlenGlassaugh er mere sociale whiskyer, slutter Stewart Buchanan.

Relaterede produkter

BenRiach The Original Ten 10 år Single Speyside Malt Whisky 70 cl 43%

BenRiach The Original Ten 10 år Single Speyside Malt Whisky 43%

DKK 449,00

BenRiach The Smoky Ten 10 år Speyside Single Malt Scotch Whisky 70 cl 46%

DKK 499,00