Forside » Blog » Nyheder » Whisky News GLENGLASSAUGH – Nyt kerne sortiment fra Skotlands nordkyst - Blogindlæg af Luka Gottschalk Vores Whiskyblogger Luka Gottschalk tager en tur til Glenglassaugh og smager på deres nye serie, med flot nyt udstyr og nye varianter i sortimentet Indlæg af Luka Gottschalk Glenglassaugh er efter min holdning et overset destilleri fra Highland regionen i Skotland. For ganske kort tid siden har Glenglassaugh lanceret et nyt kernesortiment, samt et komplet re-design af deres flasker. De nye flasker har et mere elegant og bølget udtryk, der harmonerer med destilleriets billede af sig selv; ’’Coastal Single Malt Scotch Whisky’’. Ganske rigtigt bliver whiskyen lagret i varehuse tæt på havet ved Skotlands nordkyst. Hvorvidt at havluften rent faktisk har en indflydelse på slutresultatet kan man starte lange diskussioner om, men der er ingen tvivl om at husstilen fra Glenglassaugh bærer et maritimt præg. Hvordan og hvorledes disse noter finder vejen frem i glasset, må være åbent for fortolkninger! Det nye kerne sortiment består af en 12 år gammel whisky, samt to non-age statement whiskyer. Alle tre udgivelser har en fælles rød tråd i form af destilleriet husstil, samt en dominant ex-bourbon fadlagring. Herefter går de forskellige retninger i form af andre fadpræg og tørverøg. Dertil er de flasket på minimum 46% alkohol, non – chillfiltered og uden tilsat farve. Den første af aftapningerne som jeg giver mig i kast med, er 12YO, derefter Sandend og så til sidst Portsoy. Glenglassaugh – 12YO – 45% Glenglassaugh 12YO har tilbragt sin fadlagringstid på tre forskellige fade, henholdsvis ex-bourbon, sherry og rødvinsfade. Som jeg kort kom ind på tidligere, så vil jeg klart vove den påstand at ex-bourbon fadene har haft den største indflydelse på whiskyen og det gælder alle tre udgivelser. Farven er til den lyse side med et ravgyldent skær. Duften er krydret og sød med noter af finsk lakrids, vanilje og havsalt. Smagen er fed og cremet med noter af vanilje, mælkechokolade, smørkaramel, citronskal og lidt frugtsyre. Den cremede fornemmelse bliver hængende længe i selskab med en let bitterhed. Her er tale om en god destillatdrevet single malt, selvom der er anvendt tre forskellige fade. Fadene bringer nogle fine underspillede noter med sig og balancen er i top. Glenglassaugh – Sandend – 50,5% Glenglassaugh Sandend er opkaldt efter Sandend bugten, som ligger ganske tæt på destilleriet. I denne omgang har vi ingen aldersangivelse, men til gengæld har vi en øget alkoholprocent. Desuden er rødvinsfadene blevet udskiftet med manzanilla fade. Manzanilla kan også kaldes en tør og nærmest maritim sherry, hvilket passer glimrende med destilleriets udtryk. Foruden manzanilla fade, er der igen anvendt bourbon og regulære sherryfade. Farven er igen til den lyse side med et ravgyldent skær. Duften bringer minder om den 12 årige forgænger, men denne gang opfattes den en anelse skarpere og kraftigere. Jeg får igen noter af vanilje og citronskal, men denne gang er det cremede udskiftet med en mørkere kaffe/kakao agtig fornemmelse. Smagen er her, hvor manzanilla fadet for alvor markerer sin ankomst. Vi har her en langt mere frugtig og spids whisky, med noter af mørke bær, stenfrugt, rigeligt peber og lidt havsalt. Eftersmagen er væsentlig kortere end sin 12 årige forgænger og er mere bitter og salt. Glenglassaugh Sandend er for dig, som foretrækker en kraftigt og velsmagende kick over elegance og balance. Glenglassaugh – Portsoy – 49,1% Den sidste udgivelse i Glenglassaughs nye kerneserie er opkaldt efter havnebyen Portsoy. Igen har vi en forøget styrke, denne gang på 49,1% alkohol. Portsoy aftapningen er helt afgjort den whisky som udskiller sig mest fra sine søskende. Ligesom 12YO og Sandend er den indledende lagret på ex-bourbon og sherryfade, men Portsoy har afsluttende tilbragt tid på et portvinsfad. Foruden dette, er Portsoy også forholdsvis kraftigt røget, ulig forgængerne. Farven er denne gang en anelse mørkere form for ravgylden. Tørven melder sin ankomst som noget af det første, når man dufter til denne whisky. Kort efter kommer der en sødlig duft af, figner, blodappelsin og rosiner. Smagen byder på maritim røg, efterfulgt af mentol, meloner og abrikos. Røgen fordamper herefter stille og roligt af og port fadet kigger forsigtigt frem. En mellemlang eftersmag af kaffe, tobak, mørke frugter og sort te fuldender oplevelsen. Fadene interagerer flot sammen med hinanden og skaber et nydeligt dynamisk sammenspil. Portvinsfadet er mest tydeligt ved duften og eftersmagen og røgen får lov at spille med musklerne i mellemtiden. Jeg er positivt stemt over Glenglassaughs tre nye aftapninger og jeg tror personligt at de vil give destilleriet lidt vind i sejlene hen over de næste år. Min personlige favorit må være 12YO, da balancen og den komplette oplevelse sad for mit vedkommende, lige i skabet her. Skal man tage de små sko på, så forventer man absolut også høj kvalitet til den pris, som der er sat for den nye serie af Glenglassaugh. Styrken i det nye sortiment ligger i at destilleriets kerne fremgår tydeligt i baggrunden af alle tre udgivelser, hvorefter at whiskyerne går i hver deres retning og dermed omfavner vidt forskellige whiskynydere under samme navn. Det er en kunst som kan være vanskelige at mestre! Relaterede produkter Glenglassaugh Sandend Highland Single Malt Scotch Whisky 70 cl 50,5% DKK 659,00 Glenglassaugh Portsoy Highland Single Malt Scotch Whisky 70 cl 49,1% DKK 719,00 Glenglassaugh 12 år Highland Single Malt Scotch Whisky 70 cl 45% DKK 599,00