I dag har jeg fået fornøjelsen af at nyde tre modeller (helt rent) af dette herlige rom-eventyr, som alle er tilgængelige i Danmark:
Ron Izalco 10 Year Old, 70 cl. 43%
Dette første skud fra producenten er et blend af det ypperste fra Nicaragua, Guatemala og Panama, fremstillet på melasse fra de bedste mellemamerikanske sukkerrør og fadlagret i 10 år. Resultatet er en kompleks og smuk ravgylden rom. Næsen er godt afbalanceret med en sød frugtig aroma, hvor man fornemmer abrikos, blomme, honning og vaniljesukker. Smagen begynder mild og sød på trods af den lange fadlagring og den folder sig langsomt ud i et lille festfyrværkeri af chili, sød citrus og karameliseret banan. Man fornemmer lidt brændt amerikansk eg og god pibetobak i baggrunden. Afslutningen er lang og intens med taniner, der blander sig godt rundt i alle rommens smagsnuancer. En smagsoplevelse der absolut inviterer til en gentagelse.
Ron Izalco 10 Year Old Cask Strength, 70 cl. 60,1%
Jeg ved ikke helt, hvordan vi danskere formår at overtale producenter til at levere varianter eksklusivt til vores marked, men her er endnu et eksempel med fuld smæk for skillingen. Med udgangspunkt i den traditionelle Ron Izalco 10 Year Old har man her tappet en version i fuld fadstyrke udelukkende forundt os danskere (og vores turister) at nyde. Næsen er røget et gear op, så de føromtalte aromaer nu har fået selskab af en lille flok estere og nogle eksotiske krydderier. Også smagsoplevelsen er der skruet for med toner af tørret frugt og en smule mere røg. Den leverer en overraskende blød og mild finish på trods af fadstyrken og ligger længe i ganen med sin forførende kompleksitet. Det er nogle gange godt at være dansker.
Ron Izalco 15 Year Old Cask Strenght, 70 cl. 55,3%
Her har man tilføjet endnu et land til blandingen, nemlig Guyana, som falder lidt ud af den mellemamerikanske matrix, men som vi rom-elskere har gode erfaringer med. Og man har givet den fem år ekstra i de gamle bourbon-fade. Resultatet er en lidt dybere farve og en højere grad af intensitet med en ganske fornuftig fadstyrke og en dejlig umami-funk i det generelle udtryk. Næsen fyldes mildt med cigar noter, smør-karamel og kandiseret frugt og selvom oplevelsen er kompleks, krydret og intens er den behagelig og i god balance. Når den første gang rammer tungen virker den yderligere intens og var det ikke for styrken, kunne man tro, at man var blevet ramt af et godt glas rødvin. Tilbage i ganen får du lidt røg, masser af citrus og tørret sød frugt suppleret med noter af fersken og ananas. Afslutningen er lang og varm med behagelige noter af røg som fortsætter sit gode samarbejde med de sødlige og frugtige smagsnuancer i denne rom. Og den tager sig heldigvis god tid om at fade ud. Hardcore aficionados har det lidt med at rynke på næsen og forsøge at undgå alt med Ron til fornavn. Nogle gange vil jeg gerne give dem lidt ret, men denne lille runde med Ron Izalco har været en god og overraskende oplevelse. Jeg vil under alle omstændigheder holde øje med denne spændende producent og glæde mig til, hvad fremtiden bringer fra den kant.
Ron Izalco 18 Year Private Reserve, 70 cl. 65,7%
Siden jeg havde fornøjelsen af de første tre flasker fra Ron Izalco er der tilføjet en storebror til familien og sikke en krabat! Igen har man været ude hos de ypperste mellemamerikanske destillerier og lavet sig et blend uden tilsat sukker samt andre ligegyldigheder og har, efter mindst 18 års lagring, hældt resultatet på et begrænset antal flasker ved fuld fadstyrke. Resultatet er overvældende.
Duften er funky med en snert af lak og kompleks med frugt- og karamelnoter, der kun inviterer til at fortsætte. Smagen er dyb og intenst sødmefuld med en perfekt balance af krydderier samt tropiske frugter og udtrykker en robust personlighed med stort mod. Afslutningen varm og lang - helt ind i sjælen.
Det er næppe en rom for nybegyndere i genren, det er den nok for voldsom i alle aspekter til at være, men den byder snildt selv den mest kræsne aficionado op til dans. Og skulle jeg vælge kun at tage fem flasker med på en øde ø, vil den garanteret være at finde i kassen.