Krig, Fred & whiskyfad - Blog indlæg af Jonas Stengaard Jensen
Læs i dette blogindlæg om Krig, Fred & Whiskyfad og få et historisk tilbage blik på whiskyens indflydelse på 1. verdenskrig skrevet af Jonas Stengaard Jensen
Indlæg af Jonas Stengaard Jensen
Klokken halv seks om morgnen 9. Maj 1915 hylder de fatale fløjter udover ingen mands land. Efter 40 minutters intensivt bombardement rejser geled på geled af kakiklædte skikkelser sig som grufulde gespenster fra mudder og slim og går deres skæbne i møde. Cirka en halv kilometer længere fremme begraves blomsten af den britiske ungdom under en lavine af ild, stål og fortvivlelse. Slaget ved Aubers kostede den britiske ekspeditionsstyrke tæt på 11.000 tab og sikrede de allierede lige akkurat ingen territoriel gevinst.
På hjemmefronten var man ikke sen til at udpege årsagen til denne katastrofe. Manglende vilje til sejr? Ingenlunde! De inkompetente generaler med en absurd tiltro til Napoleonæisk taktik overfor den moderne slagmarks højteknologiske rædsler? Vær nu ikke absurd! Druk! Druk var synderen. For at citere ammunitionsminister og senere premiereminister David Lloyd George ”Druk er til større skade for os i denne krig end samtlige tyske undervandsbåde til sammen. Vi bekriger Tyskland, Østrig og druk, og for mig at se er den største af disse tre drabelig fjender druk”.
Denne ophidsede rationalisering skal forstås sådan, at den fejlslagne offensiv blev tilskrevet manglen på artillerigranater. I en slående parallel til en i skrivende stund aktuel konflikt i Østeuropa svor generalerne, at hvis bare forsyningerne havde været tilstrækkelige ville fjendens stillinger være blevet pulveriseret, og de gæve fodtudser ville være valset ind i Berlin uden så meget som en hælespore. Året efter efterprøvedes denne påstand ved Somme, hvor kanonerne bragede løs en hel uge, inden infanteriet rykkede frem til nogenlunde samme tragiske og selvindlysende resultat.
Ikke desto mindre blev manglen på ammunition en politisk knortekæp, hvormed afholdsmanden, finansministeren og fremtrædende fortaler for et nationalt alkoholforbud David Lloyd George bankede sig vej ind i ammunitionsministeriet, hvorfra han under dække af at ville øge produktiviteten på landets fabrikker og derved løse granatmanglen videreførte sit livslange korstog mod alkoholindtag af enhver art. Det var langt fra første gang det walisiske wunderkind Lloyd George havde søgt at dæmme op for druk, men med krigen som hjemmel var hans autoritet og indflydelse noget nær uhæmmet. En række skrappe skattestigning blev pålagt alkoholproducenterne og hårde restriktioner af åbningstiderne blev trukket ned om ørerne på talrige udskænkningssteder, især hvis disse var så uheldige at befinde sig indenfor rækkevidde af en granat-eller våbenfabrik.
Flertallet af disse tiltag blev efter krigen tilbagerullet, men for whiskyen blev 1. Verdenskrig et afgørende vendepunkt. Man havde i lange tider været klar over at lagring i træfade havde en gavnlig virkning på kvaliteten af destilleret alkohol. Derfor blev især rom anset for at være et luksusprodukt, grundet den lange tid, der krævedes for at sejle de søde dråber fra Storbritanniens caribiske besiddelser og hjem til gamle Albion. Whisky blev derimod ofte drukket mere eller mindre som klar akvavit direkte fra kedlen. Hvis der var fadlagring involveret, så var det kun de største og mest veletablerede producenter, der havde råd til at lade de dyrebare dråber ligge på fad i en nævneværdig periode.
Med granatkrisen som kulisse gjorde Lloyd George op med denne praksis og trumfede i 1915 The immature spirits act [Den umodne spiritus lov] igennem parlamentet. Dermed blev det gjort ulovligt at sælge whisky yngre end indledningsvist to og senere tre år. Argumentet var, at denne lagringsperiode ville milde spritten og dermed dulme beruselsen hos dennes ulyksalige offer. Dette kan til en vis grad siges at være understøttet af videnskaben, der som bekendt viser os, at der gennem fordampning afgår et par procenter alkohol afhængigt af klima og vejrforhold fra et fad hvert år, det såkaldte angels share. Den bagvedlæggende logik var naturligvis, at på den korte bane ville whisky grundet lagringskravet blive så dyrt at producere og forsyningen så begrænset, at man næppe ville have råd til at drikke sig fuld i det, hvis man arbejde på en fabrik.
I henhold til planen faldt antallet af skotske whiskydestillerier dermed også fra lige omkring halvanden hundrede i starten af 1900-tallet til kun lidt over et dusin i mellemkrigsårene. Til gengæld var det, som Darwin skrev, de stærkeste, der overlevede. Whisky blev grundet dette minimumskrav til lagringen et utvetydigt luksusprodukt, hvis image ikke længere kunne besudles af skruppelløse baggyde-destillatører, der fyldte acetone og fusel i flasker mærket med fornemme navne og prydet med lånte fjer. I et af skæbnes mere udsøgte stykker ironi lykkedes det dermed for et af whiskydrikningens argeste modstandere at ophøje denne til den hædersunge position som kongen af al alkohol, hvorfra den stadig knejser stolt den dag i dag.
