Sådan laves Grain whisky - få alle information omkring den lækre whisky. Oprindeligt bragt i Whiskymagasinet no. 5
Grain whisky er fremstillet af majs eller hvede. De fleste grain destillerier anvender hvede, da denne kornsort for tiden er billigst. Det er dog ikke den traditionelle skotske nærighed, der her gør sig gældende. Når man skal fremstille måske op imod 100 millioner liter alkohol om året, er selv en lille prisforskel på kornpriserne noget, der kan mærkes på bundlinjen. Grain whisky indeholder også en mindre portion maltet byg. Byggen er med til at sætte gæringsprocessen i gang. I whiskyproduktion er det nemlig ikke tilladt at bruge kunstige enzymer, som man f.eks. gør i vodkaindustrien.
Maltbyggen ankommer til destilleriet direkte fra et malteri, når den har nået det stadie af maltningsprocessen, vi kalder grøn malt. Der er altså lige netop vokset en grøn spire frem, og bygkornet er stadig levende. Grain destilleriet bruger ikke penge på tørring eller opmagasinering. Byggen skal altså bruges, straks den ankommer til destilleriet, ellers mugner den. Den maltede byg kværnes til mel som ved fremstilling af maltwhisky. Majs- eller hvedekornene kværnes ligeledes til mel, og herefter bliver melet kogt i en gigantisk trykkoger for at blødgøre stivelsen og gøre den opløselig. De to typer mel bliver nu blandet i et mæskekar, hvor der tilsættes varmt vand. Der bruges kun én portion vand, hvor maltdestillerierne ved stigende temperaturer skifter vandet tre eller sågar fire gange. Nu er al stivelsen omdannet til sukker, og sukkervandet (også kaldet ”wort”), tappes fra. Det proteinrige restprodukt bliver anvendt til dyrefoder. Den sukkerholdige væske bliver nu tappet over i store rustfri stålkar for at blive tilsat flydende gær. I løbet af godt og vel 72 timer har gæren ædt sukkeret og produceret alkohol og kuldioxid. Alkoholen minder om øl, kaldes ”low wines” og har en alkoholprocent på 8,5. Destillationen foregår på kontinuerlige destillationsapparater. De kaldes som regel ”Coffey stills” eller ”patent stills”. De kører uafbrudt 24 timer i døgnet, 365 dage om året.