Allan Bjerreskov om Plantation Xaymaca Special Dry Rom 43%:
Duft: En mild udgave af den klassiske Jamaica-funk, flamberet banan og et strejf af cola. Med lidt god vilje kan jeg også opsnuse en lille negl af det selvdøde næsehorn, du fx kan dufte, hvis du hælder en TECA fra Long Pond i glasset. Lette noter af kaffe i baggrunden.
Smag: Jeg blev overrasket over at læse, der ikke er tilsat sukker her. For jeg fornemmer en klar sødme, når den rammer tungen. En mild udgave af de klassiske Jamaica-dyder med banan tilsat en smule kokos, som ikke bliver hængende alt for længe.
Konklusion: Det klæder rommen at blive hævet til 43% alkohol, men det mærkes, at det er et ungt destillat. Jeg savner bare lidt mere vildskab. Det er et fint sted at starte, hvis du har lyst til en hyggetur til Jamaica i turistparadisets polerede resortområder uden at blive trukket med tungen først gennem en slibrig baggård i Trench Town eller begravet i en muck pit på Hampden-destilleriet.
Indlæg af Thomas Heie Nielsen
Thomas Heie Nielsen om Ron 1914 Ediciòn Gatún 41,3%
Duft: Frisk frugt, milde tørrede krydderier, tørret abrikos, mild pibetobak.
Smag: Frisk og let syrlighed, behersket frugtpræg, mørke krydderier, orange og chokolade.
Konklusion: Rommen fremstår let og tør, frisk og syrlig. Jeg savner dog en smule krop og karakter.
Thomas Heie Nielsen om Compagnie des Indes, Uitvlugt, MGA5 57,9%
Duft: Friske grønne æbler, kirsebær, banan og grape. Der er også diskrete noter af lim og lak.
Smag: Et syrligt, let bittert og ret tørt frugtpræg. Umoden blomme, citron, friske urter, anis og salt.
Konklusion: En syrlig og ret tør rom, som har en mellemlang eftersmag. Frugtpræget og den olierede fedme er behersket.
Thomas Heie Nielsen om Plantation Xaymaca Special Dry Rom 43%:
Duft: Overmoden banan, grillet ananas, orange, vanille og friskbagt brød.
Smag: Overmoden banan, grillet ananas, vanilje, papaya, tørret og abrikos. Dejlig pikant syre og let olieret fedme og behersket krydret.
Konklusion: En utrolig drikkevenlig usødet og karakterfuld Jamaica rom. En behersket Jamaica rom med fiskeret “Jamaica funk” som kan drikkes rent og bruges i cocktails.
Indlæg af Paw Sørensen
Paw Sørensen om Ron 1914 Ediciòn Gatún 41,3%
Duft: Duften er sød og for mig er der minimum af sprit og man kan fornemme lidt frugtagtig aroma.
Smag: Smagen er også sødligt og giver en behagelig varme, man kan måske fornemme smagen af fadet på en mild måde.
Konklusion: Konklusionen af denne oplevelse er at det er en godt sammensat rom, mild i spritsmag, ikke for stærke aromaer og man sidder og tænker på hvad den efterlader.
Paw Sørensen om Compagnie des Indes, Uitvlugt, MGA5 57,9%
Duft: Duften er lidt grape og lidt den varme asfalt, men på en frisk måde, og så synes jeg man kan fornemme % i den.
Smag: Smagen er lidt kompleks og indelukket men på en behagelig måde, den brændte sukker og sorte te kan fornemmes.
Konklusion: Konklusionen af denne rom,er at den er overraskende en mild rom trods de mange %, smag og eftersmag er mild. Men drukner heldigvis for en gangs skyld ikke i overvældende mange aromaer. Det er
en meget god rom.
Paw Sørensen om Plantation Xaymaca Special Dry Rom 43%:
Duft: Duften er minimum sprittet og en lille smule note af røg, en anelse fugtigt
Smag: Smagen giver i starten en brændende følelse i munden, men på en god frugtagtig måde,
Konklusion: Konklusionen er at aromaerne passer godt sammen og efterlader lysten til at nappe lidt mere..Man mærker ikke den lidt højere alkohol %.. en god rom
Indlæg af Sylvia H. Holm
Sylvia H. Holm om Ron 1914 Ediciòn Gatún 41,3%
Duft: Blød, sødlig, let tobak, toffee, chokolade, kaffe.
Smag: Sød, Flødekaramel, meget let krydret, en smule fad.
Konklusion: Meget stille og rolig, let, ikke kompleks. Ikke noget jeg bliver begejstret for, men ej heller noget man som sådan kan sige der er noget galt med.
Sylvia H. Holm om Compagnie des Indes, Uitvlugt, MGA5 57,9%
Duft: Let, delikate florale noter, meget let “bund” af melasse, svagt krydret karakter
Smag: Let men meget rund “fylde”, mælkechokolade, yderst let hint af eukalyptus, lette citrus frugt noter, strejf af melon.
Konklusion: Et okay glas men bestemt ikke noget med de store kompleksiteter, ej heller noget af det bedste som denne kedel har at byde på.
Sylvia H. Holm om Plantation Xaymaca Special Dry Rom 43%:
Duft: En smule funky, let syrlig, banan, papaya.
Smag: Blød, lidt frugtig, melasse, let fusel, nødder.
Konklusion: Jamaica i den lette ende, meget fornuftigt glas, alting taget i betragtning. Rart at Plantation ikke har tilsat sukker i denne udgivelse.
Indlæg af Jan Ohrt
Jan Ohrt om Ron 1914 Ediciòn Gatún 41,3%
Duft: Næsen siger: Her sker der ikke særlig meget, men hvis du kobler hele den orbitofrontale cortex til systemerne, kan man efterhånden, men tamt, ane svag melasse, lidt vanilje og nogle umodne uidentificerbare frugter. Lidt ligesom når man indånder glasuren på en citronmåne.
Smag: Paletten siger: Når livet, som mit, har begavet dig med sublime romoplevelser, har man sine fordomme, men også noget ballast at have dem i. Nuvel, man kan da her smage både toffee, spinkle urter og vanilje men dermed også lidt for meget softice og sukkervand. Smagen er venlig, uskadelig men også lidt ligegyldig. Jeg prøvede den sidste sjat som mixer i en gammel cocktail-kending, men må indrømme at den ikke bidrog ret meget mere end en hvid Bacardi, som altid er på tilbud i en butik tæt på dig.
Konklusion: Havde følelsen af at være inviteret til en fest og opdagede, at der ikke var nogen hjemme. Og det er der ingen, der kan se formålet med. Rommen, synes jeg er uinspirerende og næsten kedelig. Men som min nu afdøde mor sagde, hvis ikke du magter at kede dig, finder du jo aldrig på noget nyt. Så jeg skruer proppen af min næste sample.
Jan Ohrt om Compagnie des Indes, Uitvlugt, MGA5 57,9%
Duft: Næsen siger - Her er smæk for skillingen. Den spontane duft fortalte om acetone og viskelæder lagt på nylavet asfalt under en brændende sommerhimmel og efterhånden som den fusede af, fyldtes næsen med frisk mynte, nyslået korn og en intens blomsterduft. Det lovede godt, ind på tungen med den!
Smag: Paletten siger - Det første indtryk i munden var en mindre eksplosion af benzin og motorolie blandet med en stor pose tørrede frugter. Efterhånden fik rommen den rigtige dybde i mundhulen med meget behagelige frugtige smage af fersken, mango og kirsebær tilsat en god portion tørret citronskal og oliven. Den holdt sig forbløffende længe i munden, hvor det blev ved med at vælte rundt med en rig, lang og sej smag med en dejlig varm finish. Alt godt har dog en ende og til sidst flader nydelsen lidt ud med nogle lidt mere ubestemmelige og kantede noter, men så kan man jo bare spæde op med en lille tår mere.
Konklusion: Denne rom viste sig at være et overraskende godt bekendtskab. Den er dejlig kraftfuld, sparker virkelig røv, men den er stadig meget delikat og velafbalanceret. Og når man som jeg godt kan lide gode historier, hvordan navnet er opstået samt hvorfor de 57,9% blev danske, gør dette ikke oplevelsen mindre.
Jan Ohrt om Plantation Xaymaca Special Dry Rom 43%:
Duft: Næsen siger - Her bliver du ramt af gummi, røg og overmoden, næsten halvrådden banan, så du næsten må tænke, hvad i alverden er nu det. En jungle af cigar, brændt maling og en kaskade af tropiske frugter, ret sjovt at opleve, en lidt kompleks næse men både sjov og funky.
Smagen: Paletten siger - Den har en frodig og fed følelse på tungen, der begynder med noter af grønt æble og skarpe, syrlige kiwi. Den indledende frugtagtige lethed afløses af en stor, dyb tyngde i midten, der frigiver den (over)modne banan. Denne rige funk giver pludselig plads til et kraftfuldt, træagtigt krydderi, der efterfølges af afmålt vanilje, mandel og bær. Som at tage en tår af en fugtig og lettere fermenteret regnskov.
Konklusion: Denne rom giver en god og tilfredsstillende oplevelse fra start til slut, men den får dig aldrig helt op at ringe. Som dram er den måske bare lidt over middel, men prøv at putte den i en blender med lidt is, lidt rørsukker sirup, lidt citronsaft og en moden banan. Der kommer den for alvor til sin ret.