cards
0
0,00 DKK
Indtast søgeord...
 
emaerke

Inchgower 12 år Whiskymesse Malten - af Romblogger Jan Ohrt

Inchgower 12 år Whiskymesse Malten - af Romblogger Jan Ohrt

Indlæg af Jan Ohrt

Jeg har i årenes løb mødt et par håndfulde virkelig hardcore whisky-aficionados (Ingen nævnt ingen glemt), der alle har vidst, at jeg egentlig bedst kan lide rom. De har alle forsøgt at omvende mig med kaskader af alt, hvad genren kan tilbyde på godt og ondt og det med vendinger som "The Immaculate Conception" eller mere ligefremt, "Smukkere kvinde får du aldrig lov til at smage på". Nuvel, nogle af os er mest til de rødhårede, gerne på flere steder end hovedet, hvor andre helst vil have dem buttede med glatte frodige former eller andre måske bare en hurtig langbenet blondine på en barstol. Der skal selvfølgelig være kærester til alle typer mænd også til de mindre heldige.
 
Hvorfor ophavspersonerne til denne nyligt ankomne Inchgower 12 års Speyside Single Malt (som lanceres på Whiskymessen 2025) har bedt mig om at smage på og skrive lidt om den, er mig derfor lidt af en gåde. Men dem om det.

 

 
Jeg har dog efterhånden lært, at Speyside er et område helt på toppen af det nordøstlige Skotland og at de to bedst sælgende whiskyer i verden, Glenlivet og Glenfiddich, kommer netop derfra. Så selvfølgelig får området som sådan nogle meritter, ingen kan komme uden om. Men jeg ved også, at dette lille hjørne af det skotske højland rummer andet og mere end mainstream, her finder du for eksempel Skotlands mest berømte og berygtede destilleri, der vil have godt 1,5 mio for den store tur med en af deres ældste damer på 81 år. Man påstår, hun er prisen værd.
Anderledes står det heldigvis til med netop denne Speyside. Den burde være overkommelig selv for mig, der som de fleste først lige skal lære at kravle og ikke lige har en god og løs million til den første flaske Speyside, jeg møder. Blev der sagt. Men jeg må med det samme fastslå, at Inchgower 12 års Single Malt var et overordentligt behageligt bekendtskab.

Her er den korte version af affæren:
"Farven lyser mættet og ravgyldent i modlyset og med sin relativt lave viskositet bølger hun pænt rundt i glasset. Det ser smukt ud. Næsen fylder hun først med lynghonning, fed nykernet smør og nedenunder ligger antydninger krydderier, du synes, du kender, men ikke helt kan identificere på duften. Men du ved, at der venter mere lige om lidt."
"Hun smager heldigvis ligesom hun dufter og lidt mere til. De 12 år på egetræ har gjort godt og hun står knivskarpt sammen med sin bløde og fornuftige volumen. De krydderier der før kunne anes folder sig nu fuldt ud som koriander, hvid peber med en fin lille snert af kardemomme. Og ruller du bare lidt mere med tungen, dukker der både skibslak og tjære frem. Det samlede indtryk er ganske glimrende med lange minder, der klinger blødt, lækkert og varmt."
Om jeg gifter mig med hende?

Ikke på vilkår, jeg må videre. Inchgower 12 års Speyside Single Malt var lidt som min første skolekæreste, jeg kan stadig dufte og smage hende og hun vil altid være min vigtigste kærlighed. Og være den, der satte en livslang passion i gang.

Mere fra:
Jan Ohrt

Relaterede produkter